Dag 1:

Fredag den 17. kl. 14:45 mødte vi op ved Musikhuset for at begynde den første etape i bus. Erik Futtrups kone Birgitte havde medbragt heppekor, der skulle støtte hendes bestræbelser på at komme til Pisa

eller Firenze for at studere, mens Birthe var så venlig at køre Jonna og Per til Musikhuset. Erik Frankenfeld holdt dagen fri, så han kunne gøre de sidste indkøb til rejsen, en taske, i ro og mag.

Bussen afgik forsinket fra Musikhuset for senere at holde i kø ved udkørslen til motorvejen. Langt om længe trillede vi videre mod Billund, men inden da skulle vi have afklaret et vigtigt ærinde: Hvornår skulle vi have pølsebrød!

Jonna havde været så forudseende at bede Bodil om forsyninger til den lange rejse, og hun sponserede beredvilligt turen med en stor pose lune pølsebrød. Bodil havde også bagt fredagskagen i så tilpas god

tid, at deltagerne på Firenzeturen kunne få denne fredagsfornøjelse med også.

Omkring kl. fire blev posen pakket ud, sennep, ketchup, tallerkener og servietter stillet frem. De første 12 pølsebrød gled hurtigt ned, og på ˝ time forsvand vel ca. 20 pølsebrød i vores maver. Det var en dejlig pause på den lange tur.

I lufthavnsbussen kan man checke ind via mobiltelefon, og jeg var den første i gruppen, der startede med at får at vide, at jeg ikke stod på nogen lister. Senere stavede Jonna både hendes eget navn og Liboriussen flere gange (PL: alligevel lykkedes det dem at stave mit navn som "Liboriouse". Det må være min franske accent der gør det.). Den eneste rejsende, der rent faktisk skulle med var den praktiske rejseleder selv: Erik Futtrup!

I vejle besluttede chaufføren sig for at tage en smutvej til Billund under en bro, der kun tillader køretøjer under 3 m adgang, så vi var omkring et ældrecenters parkeringsplads for at vende!

Stærkt forsinket blev en af de andre passagerer så bekymret, at han ringede til Maersk og brokkede sig så meget, at de fik fat i piloten og aftalt at de ville holde flyet tilbage.

45 minutter forsinket ankom vi til lufthavnen, hvor en taskforce af Maerskpersonale ventede i informationen. De checkede al baggagen ind i mit navn og så spænede vi ud til flyet, der var holdt tilbage i 30 minutter. Pølsebrødene var nu i sikkerhed hos Per.

Mellemlandingen i Bruxelles gik med at står i kø for at checke ind på den sidste del af turen og bekymre os over vores baggage. Per havde stadig pølsebrødene i hånden.

Baggage og alle deltagere kom trygt frem til aeroporte di Firenze, hvor en lile kraftig mand i lysegråt tøj spurgte os, om vi havde fået vores baggage. Flinke mennesker dernede i Firenze!

Marion opdager at hun har fået stjålet sit ur! Velkommen til Firenze!

Vores første bustur blev arrangeret, efter behørigt studium af plancher og skilte og pengeautomater, lige ved udgangen i en mindre bus, så vi kunne komme til staden.

Hotellet (http://traveleurope.it/h17.htm) ligger tæt på en markedsplads i midtbyen og i gåafstand fra busterminalen, så det var en ideel placering. Og Per havde stadig de resterende pølsebrød med, og de blev forsvarligt parkeret på værelset.

Omkring kl. 23 indfandt vi os på et for os endnu ukendt spisested, Za Za, for at indtage den første ægte italienske alkohol og milde aftenluft i korte ærmer. Betjeningen var noget tilfældig men med

fægter og skoleengelsk fik vi tilkæmpet os et bord, noget Italiensk vin og en tjener med en højest besynderlig blond frisure og kvindelig gangart. Pigerne var straks temmelig tiltrukken af hans (hendes?) væremåde og venlighed – mændene diskuterede vist mest hans manglende tid og sted sans, samt at han kun kunne huske på én ting af gangen.

Dag 2:

Næste morgen blev de to Erik, Per og Jakob vækket af den lokale kirkes ringning til morgenbøn kl. 07:47 lokal Laboratiomusentid! Det enlige vindue på værelset havde en pragtfuld udsigt til en baggård med et dueslag og klokketårnet til Santa Maria Novella.(Mao: Nej, det var det ikke, det var klokketårnet til San Lanrenzo. ) (Erik: Nej, San Lorenzo). Derefter kæmpede vi om at komme på etagens enlige badeværelse, som først senere viste sig at være et af to badeværelser til 6 værelser på etagen.

Marion finder sit ur, som det viste sig var i hendes lomme.

Hotellets personale var så venlige at tiltale os på alle mulige sprog inklusive engelsk, så vi fik den morgenmad vi gerne ville have inden vi gik ud i byen i samlet flok med Birgitte og gemal i spidsen for at finde Il Duomo. Vi besigtigede samtidigt dåbskapellet Battistero, hvor Birgitte berettede om de specielle døre og de arkitekter, der havde lavet dem.

Vi opgav at komme ind i Il Duomo, men vi sled os de mange trin om i kuplen, hvor der er en fantastisk udsigt over hele byen fra 100 meters højde: http://www.vps.it/propart/cupola.htm. Undervejs går man rundt på en løbegang foran kuplens fantastiske loftsmalerier, og strider sig op og ned af smalle trapper.

 

Frokosten blev indtaget i vidunderlige omgivelser langs floden Arno og med udsigt til Ponte Vecchio ved l'Uffizi.

Vejen er smal og ensrettet med begrænset færdsel, der snor sig forbi. De eneste køretøjer, der må færdes på vejen er cykler, elektriske busser og ... scootere. De må tilsyneladende alt, også uden styrthjelm. Enkelte andre billister sneg sig også derhenad, og det blev påtalt med kraftige skuldertræk fra den kvindelig ordensmagt. Turisternes opførsel kan sikkert også diskuteres, hvis man spørger de indfødte. Under alle omstændigheder er der ingen grænser for, hvor meget Fred Astaire-like man kan blive i Firenze…

Vi ville egentlig have set dåbskapellet indefra, men det åbnede først hen på eftermiddagen.

Efter frokost skiltes vi, hvor enkelte tog på indkøb

og andre ?? Ja, Erik & Birgitte tog en velfortjent middagslur, og gik ind og så San Lorenzo kirken og et stort marked der var i nærheden. Per valgte at se Palazzo Vecchio og derefter det indvendige af dåbskapellet, der i mellemtiden var åbnet. Marion & Jakob vandrede op til Boboli-Parken & oplevede en kombination af tilstedeværende historie, grandiose natur, blandet med nutids kunst. På toppen af parken, som trækker sig op af bjerget, ligger Firenzes smukkeste og hyggeligste Kaffeehus: En lille bite kopi af et Renaissanceslot med syn over hele byen, floden, bjergerne, Toscana...

Vi havde aftalt at mødes om aftenen, hvor vi ville spise hos Za Za. Tjeneren fra aftenen før genkendte os straks (han havde fået 10% i tip af pigerne!), og han ryddede straks et bord, så vi kunne komme til bords.

Per, Jakob og Marion ville til et danseshow kl. ni, så de havde travlt, og de fik førsteret på tjeneren og maden, der kom prompte og tidsnok til, at de kunne komme til forestillingen til tiden. (Mao: Det var ingen "danseshow", men et meget avanceret koncert med Renaissancemusik i en en smuk barockkirke, spillet af et first-class dameorchester i historiske kostumer. Til nogle kompositioner dansede et yndigt par typiske hofdanse, som viste sig at var noget med kradsefödder og hop i luften. Det hele forgik dessuden på typisk italiensk: Koncerten startede med 20 minutter forsinkelse, fordi i Italien er det pyt med klokken. Efter et quarters spil gik lyset i stykker og vi sat i det bjæl-ravn-mørke. Man lovede os at reparere det i løbet af de næste 10 minutter og koncertpublikummen fordelte sig udenfor kirken. Efter et quarter kom vi ind igen og man havede putet og tændt alle stearinlys, som kunne findes, op på scenen. Mørket og chaos vækede de kriminelle evner i Jakob og Marion og de snuppede de dyre pladser i de første rækker. Hvad Per, på trods af sin franske accent, ikke gjorde. Koncertet fortsat nu i en behagelig atmosphære af halvmørke, og bag musikerne stod mænd med lommelygter og lyste på noderne. Efter et stykke tid kom lyset tilbage og rev nogle ud af en dyb søvn.)

Det var en dejlig aften på restauranten med god stemning på torvet, der tilmed ligger lige i nærheden af hotellet. Erik Frankenfeld prøvede også restaurantens delikatesse æbletærte, der såmænd også er nævnt i guiden Lonely Planet. Det er såmænd også bare en æbletærte med flødecreme og et lille jordbær til, som man skal spise til sidst. Tærten er rigtig god og cremen er dejlig let og ... cremet!

Ved titiden blev vi nu jaget væk af en noget brysk dame, der sagde, at bordet var reserveret fra kl. halv ni, og det havde vores flinke tjener måske ikke lige kunnet fortælle os. Han fik alligevel en pæn slat drikkepenge for den venlige hjælp.

Dag 3:

Søndag morgen stred vi os igennem de samme ritualer og en lidt mere løs morgensøvn afslørede duernes hidsige kurren og parringsdans i tagrenderne inden det store vækkeur ... slog til!

Jakob opdager at hans ur er blevet stjålet. Uhyggeligt.

Erik Futtrup, Birgitte & Per tog på et museum, hvor der ud over næsehorn, bændelorme (en bændelorm kan være omkring 6 meter lang) og llamaer var en samling af middelalderlige voksfigurer af menneskets indre dele – flere hundrede, der viste kroppen på mange underlige måder. Interessant. Har du f.eks. tænkt på at der er muskler der bruges til at dreje dit øje rundt med? Fandt et godt pizza sted til frokost. Generelt kan man sige at husets rødvin er billigere end at drikke vand. Derefter købte Erik et lille chilli-træ på et marked og vi så Branacco (sp?) kapellet, som er nogle unikke frescoer der er lavet for ret lang tid siden.

Søndag middag var Jonna og Erik Frankenfeld så ishungrende efter et besøg på rådhuset Palazzio Vecchio, at de valgte den dyreste isbod på Piazza delle Signorina lige ved. Jonna valgte et kræmmerhus, der viste sig at være det største i forretnigen. Erik valgte et bæger, der også viste sig at være det største i forretningen. Prisen var henholdsvis 20.000 og 18.000 Lira, og så gav de ikke engang tilbage på de 40.000 Lira, Erik gav dem! Det svarer i danske penge til den nette sum af 160,- kr. Stor var isen og Japanernes lyst til at fotografere dem.

Søndagens eftermiddagsudflugt var til l'Uffizi, eller Mediciernes administrationsbygninger, der nu er museum. Vi mødtes ved Michelangelos statue af David og fik en grundig introduktion til hovedværkerne af Birgitte. Vi havde bestilt billetter, så vi kunne springe en 1 times kø over.

Søndag er alle italienerne i byen og spise, så vi gik forgæves til flere restauranter. Vi stødte dog på en venlig lokal sjæl med sit skoleengelsk i god stand, og han kendte lige en god restaurant i nærheden. Han tog Italienernes foretrukne kommunikationsmiddel, en mobiltelefon, op ad lommen og ringede straks til flere numre, der alle var optaget. Flink fyr! Restauranten viste sig dog at være ret dyr og tæt besat. Vi fandt så langt om længe et pizzeria på den selvsamme plads, hvor vi plejede at spise. Za Za var lukket om søndagen, til nogles store skuffelse).

Vi finder Jakobs ur på natbordet.

Selskabet skiltes, da nogle ville tidligt i seng, mens andre ville feste videre. Jonna, Per og Erik Frankenfeld søgte længe for at finde en bar med ledige pladser og endte på den ene af byens to Irske pubber! Den ligner dem vi har i Århus med fodbold på TV i hjørnet og de sædvanlige Irske drikkevarer. Irish Coffee var dog udsolgt.

Dag 4:

Mandag drog vi til busterminalen for at tage til Siena. Erik Futtrup købte billetter ved det lokale busselskab Sita, som vi straks stemplede i de dertil stillede automater.

Vi ville med en ekspressbus til Siena, hvor der viste sig at være dublering på. Den ene bus fra Sita og den anden fra Train, der hører hjemme i Siena. Vi myldrede ind i bussen, hvor en kontrollør senere sagde, at vi skulle stemple billetten i hans automat i bussen. Det gjorde vi nu ikke.

Så gik det med huj og sving ignnem morgenmyldretrafikken, hvor vi flere steder blokerede trafikken i krydsene ved at holde for rødt. Senere gik det over stok og sten ad motortrafikvejen til Siena.

Siena er en middelalderby, hvor intet er ændret sidenhen, så den står meget autentisk og flot med den røde plads Il Campo, hvor der er hestevæddeløb en gang om året og klokketårnet til Palazzo Publico. Stejle middelaldergylder er også et gennemgående træk. Det silede ned, så de indendørs fornøjelser var i høj kurs. Vi så rådhuset Palazzo Publico, der stadig bruges som sådan, og den fatastisk flotte kirke Duomo med en overdådigt udsmykket gulv og flotte autentiske salmebøger.

Da vi tog hjem silede regnen stadig ned og denne gang købte vi billet hos selskabet Train og kørte med Sita! Buschaufføren rystede på hovedet af billetten, men han lod os rejse med.

Vi fandt et andet sted på pladsen til dinner, hvor vi blev bænket ved siden af en flok støjende danske gymnasieelever. Efter hovedretten tog vi på Za Za for at få lidt desert. Birgitte bestilte Café D’orzo i den tro at det var en ny og spændende form for kaffe – det viste sig bare at være et andet mærke. Vi nåede kun at få en flaske vin, før der blev lukket for severingen (ikke fordi vi ikke opførte os ordentlig!)

Der var almindeligt opbrud i selskabet p.g.a. afrejsen dagen efter, så vi gik tidligt hver til sit. Erik Frankenfeld, Jonna og Per drog ud i natten for at finde en bar, og gik forbi den anden Irske pub, der var et af de få steder, der var åben. Til sidst fandt de et fornemt sted med høflig betjening af mænd i røde skjorter og 3 glas rødvin.

Dag 5:

Tirsdag morgens ritual var ved at blive en vane, og denne dag skulle vi se Palazzo Pitti, hvor Medicierne regerede fra i en overflod af luksus. Dengang var det virkelig noget særligt at være i magtapparatet. Jakob og Marion tog på Galleria d’Arte Moderna, resten på Palatina galleriet der "rummer mange mesterværker i ødsle rammer, som spejler Medici’ernes smag".

Vi mødtes igen senere på dagen for at drage til bustermialen og rejse den modsatte vej med ˝ times forsinkelse i lufthavnen.

Vi mellemlandede igen i Bruxelles og var nær kommet hjem uden Jacob og Marion, der fornøjede sig i den grad butiksområdet i lufthavnen at de glemte tiden, men måske havde de ingen ure! (Mao: Nu skal man lige kigge lidt mere differenceret på det: Måske blev vores ure stjålet igen – jeg husker det ikke, men vi var ikke i nogen grad køret vild i butiksområder, men analyserede over langt tid en meget inviklet novelle af Boccaccio og morede os med at kigge på de parkerede ftymaskiner, som mindede i deres opstilling om det, hvorden englerne på tidelige Giotto-malerier blev komponeret omkring Maria’erne. Desværre glemte vi, at man også skal flyve med dem.) Bussen fra billund kunne dog godt finde vej til Århus, og vi ankom omkring kl. 23:10 til Musikhuset.