Torotoro - Den skjulte dinosaur-dal.

Dag 1 - På vejen

"¿Es el Camino para Torotoro?", spurgte jeg på mit gebrokne spanske til den gamle kvinde, der forundret så på den unge vesterlændinge i jeep på en gammel grusvej i Bolivias bjerge - "¡Si, si!", var hendes eneste svar, inden hun slentrede videre. Hmm. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tro på hende; mon hun vidste noget om den lille landsby 198 km ude i bjergene - i byen jeg lige havde forlagt, havde det taget mig en time og flere ture rundt omkring, før der var en taxichauffør, der havde forklaret, at det var denne vej, der var den rigtige...

De to sider i en netop udgivet rejsebog om Bolivia, havde ved første øjekast overbevist mig om, at når jeg var færdig med min måneds spanskundervisning i Santa Cruz - så var det stedet jeg skulle til: Tonsvis af fossil dinosaur-spor, huler, inka-ruiner og så var det hundebesværligt at komme dertil, hvilket sikkert betød, at det ikke var opdaget af turister endnu...

Jeg havde først brugt to dage i Cochabamba på at finde busstoppet, men forgæves. Jo, folk jeg spurgte vidste skam lige præcist hvorfra den kørte - to gange om ugen, men efter at 5 forskellige mennesker havde givet mig oplysning om 5 forskellige steder, og der ikke var en bus den morgen, jeg havde fået oplyst - nogen af stederne, havde jeg lejet en jeep. Udlejeren havde netop vist mig to nye smarte jeeps, da jeg fortalte ham, hvor jeg skulle hen. "Nå, men så vil jeg klart anbefale denne", sagde han og viste mig et gammel skrummel af en jeep. "Den har meget højere hjul", forklarede han mig - "du er jo nok klar over at du skal krydse en stor flod?". Nåe, ja.

Efter frokost var jeg kommet forbi den sidste større landsby, Anzaldo, og var nu rimelig sikker på, at det var den rigtige vej - der var i alle fald kun én vej der fulgte en flod. Landskabet var taget lige ud af en westernfilm med kaktus og specielle klippeformationer. Floden havde gravet sig hundrede vis af meter ned i bjergene. Vejen lå i 2800-3000 m højde, og flere steder kørte jeg på kanten af dybe afgrunde - men det var jeg nu ikke så nervøs for; jeg mødte ikke et eneste køretøj i løbet af dagen, så jeg følte mig lidt fjollet over trofast at dytte før hvert sving. Flere gange stoppede jeg og tog indianerkvinder- og børn med op at køre. Kvinderne her er altid klædt i technicolor vævet tøj - og går med de obligatoriske fjollede bowlerhatte og sæk på ryggen. Jeg kunne ikke snakke med så mange af dem, da jeg efterhånden var så langt ude på bøhlandet, at ikke alle talte spansk her. Men det gjorde nu ikke så meget; de så meget taknemmelige ud og kunne da fremmumle et 'Gracias!'. De der kan spansk, spørger alle om hvor jeg skal hen - og når de hører "Alene???", ser meget spørgende ud, om det nu kan passe.

Der er familiefest i et par huse ved vejen. Forvirringen er evident, da folk løber rundt for at høre, om der er nogen der skal med videre, nu der er kørelejlighed. En mand og en kone siger et hurtigt farvel, og tager med mig. De bor lige før vadestedet af Río Caine, hvilket er meget belejligt, da min nye ven gerne vil vise mig hvor jeg skal krydse. Han forklarer, at jeg skam ikke skal følge sporene, da det kun er til lastbiler og busser - der vil min bil aldrig komme over. Han viser mig et sted hvor floden er todelt, bredere og har mindre dybde. Jeg beder en lille bøn, og slår min 4-wheel-drive til. Hver af de to grene af floden er ca. 70 m brede. Hvad gør jeg, hvis bilen bryder sammen her eller sidder fast midt i, tænker jeg imens jeg bider tænderne sammen og kører ud i floden.

Sidst på eftermiddagen begyndte opstigningen endelig til passet til Torotoro-dalen. På dage hvor jeg er i godt humør, vil jeg betegne vejen som en pløjemark af granit med et par hjulspor. Jeg havde ikke haft brug for andet end 1. og 2. gear i løbet af hele dagen - men nu var min største bekymring at nå frem inden tusmørke. Jeg når netop den lille by Torotoro i den 20 km lange dal, da solens sidste stråler forsvinder. Der er selvfølgelig ikke sådanne moderne ting som el og gadebelysning, og min bil er den eneste i brostensgaderne, der absolut ikke er designet til motoriserede køretøjer.

På byens eneste alojamiento (vandrehjem), bliver jeg mødt af dalens eneste anden turist: israeleren Ilan. Jeg finder hurtigt ud af, at han er lidt speciel - han hvisker til mig, at han har prøvet at prutte med ejeren, men jeg kan godt spare mig: det koster den uhyrlige sum af 8 Bolivianos! (ca. 8 kr.) Ilan er på et stramt budget. Ilan er ved at lave mad i det lille køkkenskur og hans engelsk er noget gebrokken. Han spørger, om jeg har en bouillonterning - det vil nemlig være som en 'chilli-peber on the cake'. 'Cherry', korrigerer jeg ham smilende.

Ulden undertøj er en god ting - der er jo selvfølgelig ikke varme på værelset - ja, i givet fald skulle det være det første sted i Bolivia. Men jeg faldt nu hurtig i søvn på trods af Ilans lyde: "Vi er jo dyr, så lad os opføre os som sådanne", som han pointerede.

Dag 2 - Huleeventyr

Ilan og jeg tog jeepen øst på i dalen, for at kikke efter inka-ruinerne. At hyre en guide for 20 kr. om dagen mente Ilan var spild af penge - dem kunne vi nu sagtens selv finde. Sporet, eller hvad man nu skulle kalde det, havde ikke set en jeep i lang tid, om nogensinde, så det ville nok have været hurtigere at være gået... Vi spørger flere gange forbipasserende efter 'llama chaqui'-ruiner, og selvom vi på bedste måde prøver at fortæller om 'gamle sten', 'inkaer', 'ruiner', så trækker de på skulderen og går videre. Vi diskuterede lidt hvad 'en bunke sten' hedder på spansk, eller hvordan vi skulle forklare hvad en ruin var. I flere tilfælde er det fordi de ikke forstår spansk, tror jeg. "Hvis man ikke giver dem noget, fortæller en Bolivianer aldrig dig noget", belærer Ilan mig. Det er nu ikke min erfaring med Bolivianere. De er gode nok. Vi går ind til en bondefamilie, der har nogle kvadratmeter land, som bonden går og pløjer med et par okser. Konen sidder og laver mad, og til gengæld for vores vafler, koger hun et par majskolber til os. Ja, vi får nu ikke særlig mange informationer ud af dem, andet end at det nok vistnok ikke er den sti, der er lige bag deres hus, der er den rigtige... Vi når den østlige ende af dalen, og vender om da der ikke er noget at komme efter. En kvinde kommer løbende ud af et hus til os med et spædbarn - barnet har brækket benet, og må ned til lægen i byen. Det er mit første job som ambulancefører, og jeg har noget ondt af moderen, der må tumle rundt bagi jeepen, men det havde nu nok ikke været bedre på æselryg. Ilan surmuler lidt, men nu er det jo 'min' jeep.

Borgmesteren havde opdaget, at jeg var kommet, så jeg måtte lade mig indskrive. 10 kr. koster det at være besøgende i nationalparken. Borgmesteren og en guide fortæller at det da er totalt umulig at nå til ruinerne og tilbage på en halv dag - 19 km bjergvandring. Hvis vi starter ved solopgang i morgen, måske, og kun med guide. Ilan mener at det er løgn og et forretningstrick. Vi hyrer Alberto som guide til las Cuervas (drypstenshuler). Vi skal hele vejen ind, og efter seje forhandlinger, går guiden med til 25 kr. Han vil egentlig kun gå til 'søen', men vi vil have hele turen. Ilan mener egentlig, at vi godt selv kunne udforske hulerne - det var lidt en drøm af hans at tage en rulle strikkegarn med, og så selv kigge rundt... Et af handelsargumenterne var, at vi havde en jeep, så vi kunne spare en times gåtur. Jeg ved nu ikke, om det var specielt smart at tage jeepen; gamle Alberto holdt masken, selvom han havde nok at gøre med at holde sig fast bag i jeepen, imens vi krydsede pløjemarker og klipper. Vi havner på et tidspunkt i et udtørret flodleje, og må ud og lave en rampe af store sten, før vi kan komme op - Ilan er tidligere soldat fra den israelske hær, så han får overdraget roret, og tager tilløb og farer op af vores møjsommeligt opstablede stenrampe og den efterfølgende klippeskråning. Jeg tænker nu mest på, hvad sådan en jeep egentlig koster i Bolivianos... 5 minutter senere skulle vi alligevel efterlade jeepen, så jeg undrer mig lidt over, hvad alt det slæben skulle til for. Den sidste halve times gåtur er igennem små korn- og majsmarker, der opdyrkes med okse og plov, for derefter at blive håndsået. Familierne har levet her i generationer, og mange har aldrig været ude fra dalen. De lever af den afgrøde, de kan dyrke og en lille flok får og geder. Hvad de ellers har brug for, bytter de sig til.

Min sidste huletur var i store drypstenshuler i Brasilien med jævne stier og fuldt oplyste (indtil de slukkede lyset! - men det er en anden historie), så jeg var nok ikke helt forberedt på, hvad der ventede mig. Hulen hedder Umajalanta, og vi kravler op under et klippetag og finder hurtigt et låst jerngitter. Herefter starter to timers spændende udforskning - det meste af tiden må jeg holde min lommelygte i min mund, da det kræver begge hænder at klatre rundt. Vi bruger reb til at kravle ned et par steder - Alberto formår på uforståelig vis at klatre rundt med et tændt stearinlys for at spare på batterierne! Stalaktitter titter ned fra loftet i flotte formationer, og stalagmitter møder dem fra grottebunden. Kun vores pusten kan høres i den ellers totale stilhed. Det er som taget ud af mine barndoms drengedrømme om opdagelser i skjulte huler. Alberto finder atter nye sprækker i de mest umulige afkroge af rummene. Flere gange må vi både på knæ og helt ned på maven, for at mave os mange metre frem til nye rum. Man skal ikke have klaus hvis man skal herind. Men hvilken oplevelse! Vi når ind til en underjordisk flod og følger den langs en sandbred i 20 minutter. Længst inde puster vi ud og kigger på blinde maller. Små hvide fisk - uden øjne.

Alberto havde lovet os, at der var et par rigtige dinosaur fodaftryk lige uden for hulen, så det var lidt spændende at se vores første tretåede aftryk - mindst en størrelse 48 i sko. Det var lidt underlig at forestille sig Jurassic Park udspille sig lige her. Måske der ligger et kuld velociraptors bag ved klippen og lurer på os?

Tilbage i Torotoro, havde Alberto tid til at vise os et par af områderne med dinosaurspor; nogle var lige udenfor landsbyen langs med flodbredden. Mange forskellige spor så ud til at lede ud fra floden - nogle lignede noget fra en flok elefanter i overstørrelse, andre kunne have været fra store fugle. Alle spor er lavet i blødt ler, der så er forstenet, og senere hævet ved tektoniske kræfter. Der var både spor fra tobenede og firbenede dinosaurer. Godt nok er hele dalen en slags park, men jeg skulle nogen steder næsten flytte på folks vasketøj der blev tørret på stenene, for at kunne se dinosaur-sporene under.

Ilan erkender over for Alberto, at han faktisk var god nok, og vi nu nok ikke ville have kunnet finde rundt på egen hånd med en garnnøgle.

Dag 3 - Ruinjagten

Vi var oppe ved solopgang for at få en tidlig start til Inka-ruinerne med navnet 'Lama-fod'... uden guide. Vi går ind i den eneste kløft, der er på nordsiden, og det lykkes faktisk også at finde en rigtig sti efter at have klatret lidt på nogle uautoriserede klippeskråninger. I løbet af formiddagen kravler vi op fra 3600 m til ca. 4000 m, og bliver belønnet med en udsigt over flere smukke dale - det er værd at tage hertil bare for at kunne opleve dette, så med eller uden inka-ruin, er det en fantastisk vandretur. Desværre er der ikke rigtig nogen mennesker at spørge om vej, så vi vandrer i lang tid af den eneste sti vi sådan lige kan finde. Ilan finder en busk, hvis blade han mener er gode til te. Senere koger han vand til teen, og indvier mig i, at den er "rigtig god for maven". Han synes, jeg skal prøve den, men efter at have lugtet til den, forsikrer jeg ham om, at jeg ikke vil tage hans te fra ham - og jeg i øvrigt kun drikker te når jeg er syg. Han prøver selv lidt, og føler ligesom at han er nødt til at drikke det hele. Undervejs ændrer han sit standpunkt til, at den i alle fald er god mod et eller andet. Et kvarter senere ser han ikke helt godt ud, og han erkender, at det måske ikke lige var den urt, han kendte - men den var nok ikke direkte skadelig.

Jeg troede så endelig at have set ruinerne i min kikkert, så vi steg 500 m længere ned igennem krat og ko-stier - og en halv kilometer er faktisk temmelig meget, når det er vertikalt - tænk på Himmelbjerget. Så var det bare spredte sten... Vi brugte 10 minutter på at overbevise os selv om, at det teoretisk set godt kunne være her - "Ligner de der sten ikke resterne af et udsigtstårn?" - men det lykkedes ikke helt. Kl. 13.30 vendte vi om, og det var en temmelig sej tur op igen, og jeg må nok erkende, at på et tidspunkt var vi kommet fra hinanden og lidt lost. Vi mødte en fyr der fortalte at llama chaqui var længere oppe, men vi fandt det nu ikke. Mine ben var nu helt ødelagte og turen op til passet tog de sidste reserver - problemet var, at vi ikke havde mere vand. Kl. 16 var vi endelig oppe, og jeg lagde mig til at dø. Men 15 minutter senere, fandt vi vand, og jeg gav for en enkelt gangs skyld los på alle tanker om at vandet ikke var kogt først. Ilan lavede kaffe med sin lille koger, og jeg var med ét helt frisk igen, og vi kunne nærmest løbe ned af bjergstien til Torotorodalen. Vi var nede ved solnedgang. I Alojamientoen var der familiefest, og man må sige, at der blev gået til den. Alle var fulde (selv bedstemor på 90) bortset fra en hushjælp der kunne fremtrylle lidt mad til os. Jeg overlod Ilan til at socialisere med dem. De ville hele tiden trykke os i hånden og give os øl - en speciel udholden fyr var meget stolt af at kunne sige: "Do you speak English?", men det var også det eneste han kunne sige, bortset fra permutationer af ordene i samme sætning. Han spurgte mig, om jeg kunne lære ham hvad "Tengo un dolor in mi cabeza" - jeg har hovedpine - hed på engelsk. Inde i stuen var der dans til musik, der kunne minde om det gamle hit 'Popcorn', bortset fra at det lød som høne-klukken tilsat rytme. Jeg tror, at det var det eneste bånd de havde. Gæstfrie, det var de nu.

Dag 4 - Hjemtur

Ilan ville gerne med mig tilbage - busturen havde vist ikke været så god endda. Jeg kunne se i gæstebogen, at der havde været omkring 25-30 udlændinge i år - indtil maj, og lidt flere Bolivianere. Hvis det havde været nemmere at komme hertil, vil det være en kæmpe turistattraktion. Borgmesteren fortale os, at det er planen at lave en bedre vej i løbet af de næste år, og de håber at flere turister vil finde hertil.

Det gik rigtig godt at køre tilbage. Nu var jeg jo sikker på at kunne finde vejen. Uden for byen Anzaldo fandt jeg en nyasfalteret vej, der gik lige til Torata. Det var smart. Vi havde 12 skolebørn med fra Anzaldo. De fortalte, at hver dag tog det en time at gå hver vej. Efter at de var blevet læsset af, tog vi en indianerkone op at køre. Det viste sig, at hun også skulle have 12 sække kartofler med til marked i Cochabamba. Sikke et syn vi var.

For at komme med bus, har jeg modtaget disse informationer fra Silvi Rojas d. 15.06.2003: Bussen kører fra byen Cochabamba, fra hjørnet af Avenida República og 6 de Agosto. Det er samme zone hvorfra der er busser til Punata og Mizque. Udrejsen er Torsdag kl. 06:00 om morgenen. Den kører igennem Anzaldo og varer 8 timer. Returrejsen er mandag morgen og det er vigtig på udrejsen at aftale tidpunktet med chaufføren. Silvi skriver også at rejsen er blevet noget nemmere, i og med at vejen er forbedret, og der nu er elektricitet i byen.

Ref. : Bolivia - a travel survival kit. Deanna Swaney 3rd editon, nov.96. Lonely Planet

Kort og andre rejsebeskrivelser: http://www.futtrup.name

Visitors to this page between 07.01.1998 and 14.08.1999: 189

Visitors to this page on Get2Net since 14.08.1999:

Visitors to this page since 2005: